Konceptet

Mine arbejder tager udgangspunkt i de ting vi bruger hver dag – skåle, kopper, vaser og lyshuse. Jeg kan godt lide tanken om at de ting jeg fremstiller bliver brugt. Alligevel arbejder jeg lidt på kanten af det funktionelle – nogle gange ligefrem papirstyndt. Hver enkelt ting er håndformet og ikke to er helt ens. Deraf beskrivelsen seriel unika og navnet thinware, som direkte oversat betyder “tyndt gods”.

Jeg arbejder med en smuk porcelænsmasse med en høj gennemskinnelighed der kan bearbejdes med de bare hænder (i modsætning til f.eks. støbemasse eller glas). Jeg arbejder som regel i pladeteknik eller på drejeskive. Med strukturer, snit, sammenføjninger og tryk tilfører jeg mine arbejder et grafisk udtryk, og jeg prøver altid at bevare en tydelig fornemmelse for lerets organiske egenskaber i slutresultatet. Formerne opstår gennem en konstant eksperimenteren og leg med materiale og teknik.

Jeg arbejder næsten udelukkende i hvidt, måske af samme grund som nogle fotografer kun arbejder i sort/hvid. Farver kan virke forstyrrende og udviskende for formen. For porcelænets vedkommende hæmmer de translucensen og ændrer stofligheden.

Du er altid velkommen til at kigge forbi i åbningstiden (eller aftale et andet tidspunkt) – kommer du langvejs fra, er det en god idé at slå på tråden eller checke bloggen her på siden inden, så du ikke risikerer at værkstedsbutikken er lukket pga. ferie el.lign. Du kan følge mig på Facebook Keramiker Inge Vincents og på instagram keramikeringevincents. Her poster jeg nyheder og billeder.

One Response to Konceptet

  1. Pingback: Jaegersborggade - a cool street in Copenhagen to explore. | Little Big Bell

Comments are closed.