Håndtering

Brug og rengøring af thinware

LYSHUSE
Porcelæn er følsomt over for slag!

Placer ikke lyshuse på varmefølsomme overflader.

Rengøring af lyshuse – den korte version:
Kogende vand og køkkenrulle.

Rengøring af lyshuse – den uddybende version:
Stil lyshuset væk fra træk, da dette vil få lyset til at sode.
Nogle fyrfadslys soder meget alligevel. Smid dem ud – de soder også dine vægge, lofter og lunger til. Nettos firetimers fyrfadslys er udmærkede.

Ofte kan du bare tørre indvendigt med fugtet køkkenrulle.

Undgå at flytte lyshuset så stearinen skvulper ud i bunden.
Undgå at puste så kraftigt at stearinen sprøjter op ad siderne, hvis du vil slukke lyset.

Kommer der alligevel stearin eller fedtet sod på lyshuset, gør da følgende:

Brug aldrig hårde redskaber til at få stearinen fri. Vrid eller klem aldrig lyshuset.

Stil lyshuset i vasken, fyld næsten med kogende vand. Lad vandet køle næsten helt af. Stearinen vil nu lægge sig på toppen, lige til at tage af. Er der mere fedtet sod, fyld igen med kogende vand, hæld ud og tør forsigtigt med køkkenrulle (hold om lyshuset med et klæde, så du ikke brænder fingrene).

Er er der tyk stearin i bunden, gør følgende:
Hæld kogende vand i en skål. Hold lyshusets (udvendige) bund ned i vandet i 10-20 sekunder. Stearinen vil løsne sig og kan lige pilles ud. Således frigøres også evt. fastsiddende fyrfadshylstre. Slut af med at hælde kogende vand i lyshuset, hæld ud og tør efter med køkkenrulle.

VASER
Som regel rækker det at vaske i hånden med en skumskuresvamp og opvaskemiddel. Har man haft langtlevende blomster og der er opstået lidt kalkaflejring, smid da lidt eddike, minuskalk el.lign. i og lad stå natten over.

KOPPER
Kopper – drejede eller spiraler – kan vaskes i opvaskemaskine, men vær opmærksom på ikke at baldre ind i andre ting når du pakker maskinen, og at andre ting ikke vælter ind i porcelænet under opvasken. Hæng evt. på “pindene” i maskinen, dog uden at sætte i spænd.